Endelig! Endelig kom dagen hvor Issa skulle starte i dagpleje. Jeg var slet ikke i tvivl om, at hun var så klar. Så klar til at få nye bekendtskaber, udforske verden og det vil hun klare i stiv arm.

Den første dag gik så fint. En time blev det til og jeg var så stolt. Men hun var godt nok ked af det. Alt start er svært og jeg tænke at det skal nok komme. Det samme skete tirsdag og onsdag vil hun ikke undvære mor mere end 3 kvarter. Torsdag gik helt skævt, hun græd, vil ikke slippe mig og alt fra morgen var bare dårligt. Hun blev hentet og så skal jeg komme i tanke om, at hun udviste angst for at mor gik fra hende. 

Jeg kunne slet ikke sætte hende på bordet, selvom jeg stod lige ved hende. Hun gispede efter vejret, hulkede og tårerne løb ned af kinderne.

Nøj, jeg må indrømme at jeg blev en smule forskrækket. Aldrig har jeg set hende på den måde og aldrig har hun været så bange for, at jeg gik fra hende. 

Jeg ved at et sundt barn er et der kan side fra. Men jeg synes denne reaktion var voldsom!

Og til dem der kender os ved, at Issa aldrig falder i søvn i vores armen af sig selv.

Men den dag faldt hun nærmest om i mine arme kl 17:30 og vi hørte stort set ikke fra hende indtil næste dag kl 06:20! 

Hun var helt færdig!

Heldigvis havde vi en fri om fredagen og det priser jeg mig lykkelig for. For det havde Issa ikke klaret! 

Da jeg skulle aflevere hende mandag morgen, havde jeg min tvivl… Jeg var faktisk usikker på at aflevere hende. Ikke pga dagplejemoren, for hun er helt fantastisk. Og nok ligeså usikker som jeg!

Men vi fik talt tingene igennem og håber på at en anden tilgang til at aflevere Issa ville hjælpe hende.

Vi ændre rytme til, at jeg skulle komme kl 07:00 med Issa så hun var den først i huset og havde alene tid med DP-mor. Også vil de andre børn komme ind på Issa’ “domæne” og ikke omvendt. Blot for at se om det kunne skabe et overblik for Issa, så hun ikke skulle starte ud med at scanne rummet og blive usikker fra vi trådte ind i rummet.

YES!!!!

Onsdag afleverede jeg hende og hun sov både morgen og middags lur i dagplejen. 

Jeg var målløs, for det havde jeg slet ikke håbet på. Issa var glad og sprang ikke i armene på mig når jeg kom, men smilte, var glad og klappede i hænderne for så at give mor et kæmpe mys! 

Det var helt fantastisk! Den glæde kan ikke beskrives..

Min datter har aldrig været en lidt usikker og skeptisk pige. Hun skal se folk meget an inden hun tillader andre, at holde hende eller lege med hende. Vi har aldrig frataget hende at møde fremmede eller holdt hende tæt når andre kom. Men det havde hun bare brug for. Og det kan være lidt vanskeligt når man faktisk bliver nødsaget til, at skulle aflevere hende til en fremmede.

Heldigvis! 7-9-13, så går det godt..

Hun begynder at vise DP-mor mere og mere tillid og siger OK for at blive trøstet. Hun har sine svære dage, men vi alle kan jo have en dårlig dag.

Jeg lader hende opleve og få oplevelsen af, at mor er tryg med at aflevere hende og ikke give hende følelsen af panik.

Men det vigtigste er kommunikation mor og DP-mor i mellem. Jeg har været meget åben omkring mine følelser angående Issa adfær og aflevering. Og jeg tror det har været medskaber til, at gøre denne udfordring nemmer at håndtere.

Jeg krydres bare alt hvad jeg kan for, at dette nok skal gå. For jeg ved at jeg har en total seje baby og det er jeg nødt til at overbevise hende om. 

Husk på, ikke alle babyer er ens og det er helt okay, at være misundelig på de familier hvor alt blot køre på skinner.

Jeg er selv den mor.

God dag 

Knus Maiken 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *